Sange og salmer
De fire organisationer Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Mission, Kristeligt Forbund for Studerende og Indre Mission er gået sammen om at udvikle en ny fælles hovedsangbog med sange og salmer fra de sangtraditioner, de fire bevægelser repræsenterer.
Et udvalgsarbejde begyndte i juni 2007 og afsluttes med udgivelse af sangbog, melodi-udgave, koral-udgave og PowerPoint 7. marts 2014.
Forud for dette udvalgsarbejde har et tidligere udvalg med repræsentanter for de fire bevægelser arbejdet på at skabe et grundlag for beslutningen om, at udvikle denne nye sangbog. Dette første udvalgsarbejde begyndte i marts 2003 og afsluttedes med en rapport i november 2005. Derefter havde de respektive ledende organer i organisationerne tid til at overveje, om de ville være med i satsningen.
De fire organisationer har i forvejen haft hver sin sangbog med tilsammen ialt 1439 forskellige sange. Det første udvalgsarbejde resulterede i et forslag til sammenlagt 739 i en fælles sangbog.
Nu er vi landet på sammenlagt 772 sange, hvoraf 170 er nye i den forstand, at de ikke står i nogen af de fire nuværende sangbøger.
I udvalgsarbejdet er alle sangene gennemgået enkeltvis med henblik på at blive enige om en fælles tekstversion og fælles melodiversioner. Der er også arbejdet med nye melodier.
På denne hjemmeside kan man se mere om processen og få en oversigt over sange, forfattere, komponister m.m.. Undervejs har det været en åben proces med rigtig meget god respons fra engagerede og interesserede, som har fulgt arbejdet på denne hjemmeside. Vi har ikke kunnet besvare alle henvendelser, men alt det tilsendte er blevet læst og har indgået i overvejelserne. |